I udstillingssalen 2. SALEN møder beskuerne internationale, nationale og lokale udstillinger af tidssvarende billedkunst og kunsthåndværk hele året rundt. Husets "egne" foreninger, Skagen Fotoklub og malergruppen KRAPLAK udstiller her begge årligt, mens store navne som den landskendte, lokale billedhugger og skulptør Niels Helledie, den danske samtidskunstner Ole Ahlberg, den dansk-koreanske billedkunstner June Jin Engelhart og den japanske billedkunstner Kumi Machida også har kunnet opleves her. Ligeledes har vi haft fornøjelsen af at kunne præsentere et udpluk af Nordens største samling af Salvador Dalí litografier, samt flere internationale vandre-udstillinger.
Vi samarbejder gerne med etablerede gallerier om større udstillinger, og har haft fornøjelsen af bl.a. Galleri Wolfsen, Gallerie Rasmus, DaliGalerie.com og Galerie Contour.
Den permanente samling
Vi ønsker at udsmykke Kappelborg med aktuel og inspirerende samtidskunst, og vores permanente samling, der møder vores gæster består i øjeblikket af:
-
Trond (skulptur af billedhugger og skulptør Niels Helledie)
Trond var den første bosætter i Skagen. Som hyrde for Thorkild Skarpæ byggede han det allerførste hus i Skagen. - I en bestemt optik er Trond meget af essensen i Niels Helledies værker, der oftest er præget af det ydre udtryk og de indre modsætninger, konflikter eller blot indre dialoger. I Trond raser modsætningen mellem det hedenske nordiske og det kristne. Derfor har Trond hoved som en vædder, men bærer også lammet i sine hænder.
Trond hang oprindeligt i Byrådssalen på Skagen Rådhus, men har siden 2013 kunnet opleves hængende på væggen til højre for udstillingssalen 2. SALEN. -
Metamorfose (krucifiks af billedehugger og skulptør Niels Helledie)
I anledningen af Skagens 600 års Købstadsjubilæum i 2013 besøgte regentparret Skagen og i forbindelse hermed også Kulturhus Kappelborg. Her afslørede Hendes Majestæt Dronning Margrethe II Købstadsjubilæets gave til byen, værket Metamorfose. Værket er - som værket Trond - af den lokale, men nationalkendte billedhugger og skulptør, Niels Helledie, og kan symbolisere den forvandling, Jesus gennemgik i sine sidste dage.
Metamorfose kan opleves i 2. SALEN. -
Street Art (maleri af graffiti og street-art-kunstner Claus Frederiksen)
Værket er kunstnerens fortolkning af P. S. Krøyers ikoniske maleri Sommeraften på Sønderstrand, og blev lavet i samarbejde med Skagens Kunstmuseer under Kulturmødet på Mors 2016. Efterfølgende skænkede Skagens Kunstmuseer værket til Kappelborg.
Værket kan opleves i Foyeren. -
Væg-maleri (maleri af street-art-kunstner Peter Birk)
Kappelborgs største maleri blev indviet i forbindelse med udstillingen PETER BIRK, foråret 2018, og demonstrerer kunstnerens kreative tilgang til motiver og farver.
Værket kan opleves ved indgangen til 2. SALEN.